Igår faldt jeg så i – og det var ikke helt bevidst.
Frokosten på mit arbejde var bl.a. store hjemmelavede kødboller i en “eksotisk” karrysovs. Jeg vidste godt der var en chance for lidt mælk i sovsen, men håbede at når nu det blev kaldt eksotisk, så var det med kokosmælk. Og nu er boller i karry altså min livret. Så jeg spiste lidt linsesalat samt ris og boller i karry – men kun lidt af karrysovsen.
Allerede i aftes så havde jeg lidt diarre og rumlen i maven. Og her til morgen var det helt klart at noget havde ændret min ellers gode periode.
Min mand (der bl.a. er kok og fødevareudvikler) kunne så også fortælle mig at der med stor sandsynlighed er både mælk og æg samt måske rasp (dermed gær) i kødbollerne. Og jeg tror også sovsen nok har været lavet lidt mere traditionelt – dvs med mælk.
Men nu her i løbet af eftermiddagen så stilnede det af og jeg tror min mave er “normal” igen. Så det vil sige det tager lidt over et døgn før jeg er ovre eventuelle fejltagelser.
Aftenens udfordring bliver en kinesisk buffet i Helsinge. Jeg kommer jo nok til at springe over forårsrullerne, dybstegte ting og de stegte ris. Men så er der jo stadig de øvrige gode retter samt mongolian barbecue. Og jeg har jo René med til at hjælpe med mig med at vælge fra.
Så strategien er stadig at undgå: Mælkeprodukter (undtagen smør), æg og gær.
Vi var i Helsinge i dag og handle ind, og købte bl.a. nogle knækbrød som er bagt uden gær. Det er nu den friske brød og det nemme i farten der er det største problem, men sådan er det jo for alle der er på specialdiæt.